EN
Materialer betyder noget: Miljøomkostninger ved skulpturmaterialer
Traditionelle versus bæredygtige skulpturmaterialer
Bronze, marmor og harpiks har altid været populære valg for skulpturer takket være deres holdbarhed og pæne udseende. Men der er en ulempe, vi ikke kan se bort fra. At udvinde disse materialer og bearbejde dem skaber mange kuldioxidudledninger, ødelægger levesteder og tømmer de naturlige ressourcer. I stedet for vender kunstnere sig nu mod miljøvenlige alternativer som genanvendt metal og nedbrydelig ler. Hvad gør disse alternativer bedre? De efterlader generelt et mindre klimaaftryk, da vi ikke hele tiden behøver at udvinde nye råstoffer, og de hjælper med at holde affald ude af lossepladser. Tag genanvendt metal som eksempel: det sparer omkring tre fjerdedele af den energi, der kræves til at producere nyt metal fra rå malm. Den Internationale Energiagentur påpeger faktisk, at overgangen til disse grønnere materialer kan reducere den miljømæssige belastning ved skulpturfremstilling betydeligt ved blot at bruge færre ressourcer i alt.
Den skjulte indvirkning af kunst baseret på skum (styrofoam og blomsterskum)
Kunstnere elsker at arbejde med skummaterialer som styrofoam og blomsterskum, fordi det er så nemt at skære og forme, hvilket gør dem ideelle til store installationer og de imponerende styrofoamskulpturer, vi af og til ser på gallerier. Men der er en mørk side ved al denne kreativitet. Tag styrofoam – det ligger bare og ophobes i evighed, da det ikke nedbrydes naturligt, og ender i vores oceaner og mark hvor det forårsager alvorlige problemer. De fleste er ikke klar over, hvor dårlig genanvendelsessituationen egentlig er. Ifølge Environmental Protection Agency bliver knap over 1 % af al styrofoam genanvendt hvert år. Nogle fremadskuende kunstnere har dog allerede begyndt at skifte til grønnere alternativer. Nogle skulptører bruger nu plantebaserede skumtyper, der nedbrydes naturligt, mens andre eksperimenterer med genbrugt træ eller papirmasse i stedet. Denne udvikling hjælper med at bevare den kunstneriske innovation uden at efterlade bjerge af giftigt affald.
Sten og Metal: Holdbarhed versus Ressourceudvinding
Kunstnere har arbejdet med sten og metal siden oldtiden, fordi disse materialer varer evigt og ser fantastiske ud, når de er skåret eller formet. De kræver ikke nær så meget reparation eller udskiftning i forhold til andre materialer, og skaber derfor faktisk mindre affald på lang sigt. Men der er også en anden side af historien. At udvinde disse råmaterialer fra jorden er heller ikke særlig godt for planeten. Når virksomheder graver sten op eller minedrifter udvinder metaller, ødelægges hele økosystemer, floder og luft bliver forurenet, og enorme mængder kuldioxid udledes til atmosfæren. Tag metaludvinding som eksempel – EPA har faktisk fremhævet, at denne industri er blandt de største bidragydere til toksiske udledninger i hele USA. Men nogle kreative mennesker begynder nu at tænke over det igen. Flere skulptører foretrækker nu at bruge genbrugsmaterialer. Ved at omdefinere eksisterende materialer reducerer de den miljømæssige skade, der skyldes den konstante udvinding af nye råstoffer fra vores planet.
Klimafodaftryk af offentlig kunsts produktion
Energikrævende Fremstillingsprocesser
At skabe store skulpturer kræver typisk energikrævende processer såsom støbning og svejsning, som forbruger en hel del strøm. Disse metoder spiller en stor rolle for udledningen af kuldioxid ved oprettelse af offentlig kunst rundt omkring i byen. Tag metalstøbning som eksempel: når kunstnere smelter bronze eller stål, skal ovnene op på flere tusinde grader Fahrenheit, hvilket typisk indebærer forbrænding af kul eller naturgas. Tallene fortæller også en tydelig historie. Ifølge forskellige branchestudier, herunder data fra myndigheder, udleder metalstøbning alene over 600 millioner metriske ton CO2 hvert år. Kunstnere og producenter ser dog nu på grønnere alternativer. Nogle værksteder har begyndt at eksperimentere med koldsvejsteknikker, der slet ikke kræver varme, mens andre afprøver soldrevne ovne til mindre støbninger. Selvom disse innovationer endnu ikke kan erstatte de traditionelle metoder fuldstændigt, peger de helt klart mod en fremtid, hvor monumentalkunst ikke har så store miljøomkostninger.
Transportudfordringer ved store projekter
At flytte tunge skulpturer er en betydelig opgave, der efterlader et stort aftryk på miljøet. Når store værker skal transporteres fra sted til sted, brænder processen igennem store mængder brændstof og udleder betydelige mængder emissioner undervejs. Tag for eksempel den massive installation "Hollow Men", der står på Cal State Long Beachs campus. At få det herover var nærmest en logistisk mareridt på grund af dens enorme størrelse og vægt. Hele processen medfører også alvorlig CO2-forurening, da specialudstyr skal indbringes, og almindelige lastbiler ikke kan klare noget så stort. Men nu begynder tingene at ændre sig takket være ny teknologi. Nogle virksomheder eksperimenterer med hybridlastbiler og endda fuldt elektriske modeller til transportformål. Der er også voksende interesse for at bruge jernbanenetværk, når det er muligt, i stedet for vejtransport. Disse ændringer betyder, at vi måske endelig vil se et reelt fald i den miljømæssige pris ved at flytte disse kæmpe kunstværker rundt.
Case Study: Granitskulpturens Rejse Over Flere Kontinenter
Tag historien om en massiv granitskulptur, der blev transporteret over flere kontinenter, før den fandt sit hjem i et bypark. Hele rejsen startede ved stenbruddet, hvor stenen blev udvundet, gik gennem forskellige faser af skæring og formning og ankom endelig til sin destination efter adskillige langdistance-transporter. Et nærmere kig på, hvordan den nåede dertil, viser, hvor meget CO2 der udledes, når tunge kunstværker flyttes rundt omkring i verden, især når man sammenligner søfart med fly, som brænder så meget brændstof. Det, vi har lært fra at følge disse rejser, tyder på, at kunstnere og planlæggere bør tænke anderledes over materialevalg. I stedet for at importere sten fra halvvejs rundt om jorden, kunne lokale sten måske sagtens klare opgaven. Og hvad angår de store skulpturer? Måske bør de blive tættere på hjemmet frem for at hoppe mellem lande. Byer, der ønsker at opstille offentlig kunst, kunne spare både penge og planetens ressourcer ved fra starten at overveje disse praktiske alternativer.
Stedsspecifik Miljøpåvirkning
Økosystemets Påvirkning af Permanente Installationer
At opstille permanente skulpturer ændrer ofte de lokale økosystemer på måder, som mennesker ikke altid tænker over. Kunstværker ser flotte ud, men de forstyrrer levesteder, når vi introducerer fremmede materialer og omdanner landskabet. Tag for eksempel de store skulpturer i skumkerne, som nogle gange placeres i sårbare områder. De fragmenterer levesteder og forstyrrer planter og dyr, der lever der. Nogle undersøgelser viser, at mindre skulpturer eller skulpturer lavet af materialer, der nedbrydes naturligt, kan hjælpe med at reducere disse problemer. Flere kunstnere begynder nu at vælge lokaliteter, der harmonerer med det eksisterende miljø i stedet for at gå imod det. Og mange skifter nu til mere miljøvenlige materialer. Idéen er egentlig enkel: skab kunst, der passer ind i naturen i stedet for at ødelægge den.
Midlertidige Udstillinger mod Varige Aftryk
De miljømæssige omkostninger ved midlertidige udstillinger har ofte en længere levetid, end de fleste mennesker indser, og kan nogle gange matche eller endda overgå dem, som permanente installationer efterlader. Selvfølgelig efterlader de ikke ar på landskabet for evigt, men al den opbygningsindsats, nedtagningen bagefter og håndteringen af alt det, som ingen længere vil have, skaber reelle problemer for jorden og producerer masser af affald. Undersøgelser viser, at disse korte udstillinger faktisk genererer en betydelig mængde affald, primært fordi så mange arrangører er afhængige af engangsartikler til alt fra skilte til udstillingsvitriner. Nogle museer og gallerier begynder dog at tage kampen op imod denne udvikling. Fler og flere steder vender sig mod brugte materialer, lejer udstyr i stedet for at købe nyt og designer udstillinger med genbrug i tankerne lige fra start. Denne tilgang hjælper med at reducere affaldsmængden, samtidig med at institutioner stadig kan afholde interessante udstillinger uden at gå fallit.
Solo Cup-paradokset: Affaldstemaetisk kunst skaber affald
Kunst fremstillet af skrald, som skulpturer bygget udelukkende af Solo Cups, skaber en reel fangst-22-situation. På den ene side får disse værker folk til at tænke over de affaldsproblemer, vi står over for dagligt. Men vent lige et øjeblik – nogle peger på, at disse installationer faktisk kan generere mere affald, end de hjælper med at eliminere. Personer, der ser disse udstillinger, bliver ofte i tvivl om, hvorvidt kunsten i sig selv er grøn, eller blot en anden form for forurening. Kunstnere, der forsøger at formidle stærke miljøbudskaber uden at gøre tingene værre, har nyligt begyndt at eksperimentere med forskellige tilgange. Nogle indsamler allerede brugte materialer til deres projekter. Andre designer værker, der kan genbringes efter udstillingen. Et par stykker laver endda værker, der er beregnet til naturlig nedbrydning over måneder eller år udendørs. Målet er her ikke bare at tale om affaldsproblemer, men at leve dem igennem hvert eneste trin i det kreative proces.
Innovationer inden for økologisk bevidst skulptur
Biologisk nedbrydelige materialer: Fra skumler til mycelium
Kunstnere vender sig stigende mod biologisk nedbrydelige materialer, når de udforsker grønnere måder at skabe skulpturer på. Skumler og mycelium skiller sig ud blandt disse muligheder og giver miljøvenlige alternativer, der stadig fungerer godt kunstnerisk. Tag f.eks. skumler – det giver skulptører mulighed for at være meget kreative, samtidig med at de ved, at deres værker til sidst brydes ned af sig selv og dermed mindsker affaldsmængden på lossepladser. Nogle kunstnere har begyndt at eksperimentere med mycelium, som kommer fra svampe, for at skabe detaljerede værker, der bogstaveligt talt rådner væk efter en tid. Denne tilgang passer perfekt ind i det, mange skabere ønsker i dag: miljøansvar uden at gå på kompromis med kvalitet eller originalitet. Desuden åbner brugen af sådanne materialer op for nye muligheder for midlertidige installationer og udendørs værker, der ikke efterlader varige affaldsproblemer.
Solcelledrevne kinetiske installationer
Kinetic skulpturer drevet af solen ændrer, hvad vi tænker om grøn kunst, og kombinerer kreativitet med rene energiløsninger. Måden, hvorpå disse værker fungerer, er faktisk ret sej – de opsamler sollys gennem paneler i løbet af dagen og bruger den oplagrede energi til at få dele til at bevæge sig om natten eller når der er nok strøm. Nogle fantastiske projekter er dukket op for nylig, som de store bevægelige kunstværker installeret på tagene af bygninger i byer over hele Europa. Mennesker samles omkring dem og taler om både det kunstneriske værdi og om, hvordan det får dem til at tænke over deres egen indvirkning på planeten. Efterhånden som solteknologien bliver bedre og bedre, finder kunstnere nye måder at integrere denne vedvarende energikilde i deres arbejde. Vi kan måske snart se endnu flere interaktive installationer dukke op, som ikke kun ser flotte ud, men også hjælper med at sprede bevidsthed om vores miljø – uden at være prædikende over for det.
Kunstige revskulpturer: Kombinere kunst med naturbevarelse
Når kunstnere begynder at bygge rev inder vandet, sker der noget helt fantastisk i krydsfeltet mellem kreativitet og naturbevarelse. Disse menneskeskabte strukturer ligner rigtige koraller og hjælper faktisk med at få fiskebestanden tilbage efter årtiers skader forårsaget af fiskeri og forurening. Tag for eksempel de berømte nedsænkede statuer nær kysten af Mexico, som med tiden er blevet hjemsted for alle mulige slags havdyr. Området omkring dem sumper nu af liv, som ikke var der før. Det, der gør denne tilgang særlig, er, hvordan den kombinerer skønhed med funktion. I stedet for blot at hænge i gallerier udstilles kunsten i havet, hvor den yder en dobbelt indsats ved at genoprette ødelagte levesteder og samtidig lære folk om marine miljøer gennem direkte oplevelser frem for alene gennem lærebøger.